Nyhed

Blonde Redhead til Danmark med nyt album

Rocktrioens nye album kommer den 13. september, og ugen efter spiller de i Lille Vega

Der er godt nyt for danske Blonde Redhead-fans. Den multilingvistiske trio har nemlig sat en dato på deres kommende album, "Penny Sparkle", og fået Danmark på tourplanen. Koncerten, som bliver en del af en større europæisk turné, foregår i Lille Vega den 21. september, mens pladen udkommer den 13. september.

Blonde Redhead er kendt for at fremføre sange på fire forskellige sprog, fordi deres tre medlemmer har rødder både i Italien, fransktalende Quebec i Canada, Boston og Japan. Bandet albumdebuterede i 1995 med en form for kaotisk artrock, som over årene har fået et mere sart og drømmeagtigt præg.

Gruppen har rejst mellem New York og Sverige for at indspille med produktionsduoen Van Rivers and The Subliminal Kid, som før har arbejdet med Fever Ray. Kazu Makino siger om "Penny Sparkle": "Jeg ved, at vi aldrig har lavet en plade på den her måde før, og hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ville jeg gøre det på nøjagtig samme måde igen."


Du kan få en forsmag på det nye album ved at downloade det første nummer, "Here Sometimes", på bandets hjemmeside.

Blonde Redhead spiller på Lille Vega den 21. september, og billetter kan fås via GAFFA Live.




ANNONCE