"Jeg lytter, altså er jeg - tanker om musik og liv" er på gaden til september
Henrik Marstal indledte sin professionelle musikalske karriere som bassist i ibens, har spillet med navne som Marie Frank, Martin Hall og Annika Aakjær, har produceret for blandt andre Annika Aakjær og er desuden ph.d. i musikvidenskab. Han er dog nok bedst kendt som meget aktiv musikdebattør med en stribe bogudgivelser, kronikker, læserbreve og foredrag på cv'et, ligesom han beredvilligt svarer på interviewspørgsmål om musikkens rolle i samfundet.
Nu udgiver Henrik Marstal så en ny bog, "Jeg lytter, altså er jeg – tanker om musik og liv", som udkommer 3. september 2010 på forlaget Gyldendal. Bogen handler om musiklytning samt om, hvordan musik bliver til på og bag ved scenen, og Henrik Marstal sammenligner den selv med Peter Bastians 23 år gamle bestseller "Ind i musikken".
Bogens udgangspunkt er, at alle mennesker er musikalske, og alle musicererer, når de lytter aktivt til musik. Bogen er en udformet som en dagbog fra et ophold i New York, hvor Marstal med afsæt i sine egne erfaringer som musiklytter og musiker gør sig tanker om, hvordan musik kan skabe det, han kalder "sjælehøjde for den modtagelige lytter".
Undervejs tager Marstal læseren med til koncerter og musikalske indslag på byens caféer og på gaden, og han taler med et par af New Yorks professionelle musikere om, hvordan de lytter til byens egen, altid bankende puls og bruger den som inspiration for deres arbejde. Gennem bogen diskuterer Marstal også kreative skabelsesprocesser i forhold til, hvordan musik bliver til – både i øvelokalet, på scenen og i pladestudiet.
Henrik Marstal har tidligere især haft succes med bogen "Hitskabelonen", skrevet samtidig med Morten Jaeger, hvor han gennemgår og kritiserer det, han betegner som en meget skabelonagtig måde at skabe potentielle hits på. Han har også skrevet blandt andet "Alt hvad musikken kan" med interviews med en række meget forskellige danske musikere, samt hele to bøger om Benny Andersen.