Nyhed

Isam B giver gratiskoncert på Nemoland

Outlandish-sangeren underholder med egne sange og fortolkninger af C.V. Jørgensen og Sebastian søndag

Isam B har fået masser af roser, både for sit bidrag som den mest syngende tredjedel af Outlandish og som solist, der i 2007 udgav det meget lovpriste album "Institution". Nu kan Isam B opleves til en gratis koncert på Café Nemoland på Christiania søndag den 4. juli kl. 19.

Nemoland lover sange fra Isam B's soloalbum, heriblandt titelnummeret, den samfundskommenterende "Alle Veje Fører Til Malmø", der kritiserer den danske integrationspolitik og fortolkningen af H.C. Andersen-klassikeren "I Danmark Er Jeg Født" samt nok en fortolkning, nemlig af C.V. Jørgensens nyklassiker "Entertaineren". Endelig kan man regne med at høre Isam B kaste sig over Sebastians "Vårvise", som han indsang til albummet "En Hyldest Til Sebastian" fra efteråret 2009.

Ved sine solokoncerter har Isam B tidligere fremført nogle af Outlandishs mindre rap-orienterede sange, eksempelvis balladerne "Aicha" og "I Only Ask Of God", så måske kan man også vente at høre disse numre live på søndag.

Koncerten på Nemoland er som sagt gratis, vanen tro på Nemoland.


ANNONCE