Nyhed

Nye bands til Metal Magic Festival

Metal Magic Festival i Fredericia har været ramt af et par aflysninger til årets udgave, men har nu fundet afløsninger til de åbne pladser

Metal Magic Festival er blevet udsat for et par aflysninger, men har nu et fuldt program på plads igen.

Rising Dust har måttet aflyse, og det har medført, at det tyske black metal-band Darkened Nocturn Slaughtercult er flyttet til om lørdagen, i stedet for om fredagen, hvor de oprindeligt har skullet spille. Som erstatning for Rising Dust kommer franske det thrash metal-band Mass Grave.

Mareridt har også måtte melde afbud til årets festival og er blevet afløst af Undergang. Endelig har festivalens afsluttende band 2 Skæve Fyre måttet melde afbud. I stedet for de mærkelige rappere er Horned Almighty blevet kaldt ind.


Metal Magic Festival foregår på Ungdommens Hus i Fredericia i perioden 8.-10. juli. Headlinerne til dette år er NWOBHM-bandet Angel Witch (billedet) og tjekkiske Root. En pressemeddelelse fra festivalen skriver blandt andet:

"Målet med MMF er igen i år todelt: Vi vil på den ene side tilbyde en lang række bands, der kun sjældent eller aldrig er gæster på de danske scener. På den anden side har vi igen lagt en lille overvægt på heavy metal, især fra Danmark. Festivalen lægger ikke vægt på, hvor meget airplay bands har fået, eller hvor store pladeselskaber der er bag. Hos MMF tæller kun kvalitet og originalitet!

På to scener, en inden- og en udendørs, vil skiftevis mindre og større bands fra næsten hver tænkelig metalgenre præsentere deres best-of-sæt i øjenhøjde med fansene. De musikere, der optræder til MMF, er selv fans, og oftest selv de største støtter af metalscenen. Derfor findes der ikke hegn foran scenerne og store luksuriøse backstagerum. Publikum får rig mulighed for at møde de optrædende musikere både før og efter koncerterne. Forplejningspriser holdes så lave som muligt. F.eks. koster en halv liter fadøl kun 20 kr.


For første gang tilbyder MMF i samarbejde med Deadbangers Rec. en bustur fra København. Læs mere på: www.deadbangers.com"   

Du kan se hele programmet på festivalens hjemmeside og købe billet her.

ANNONCE