Nyhed

Så er hegnet væltet

De første gæster skulle have haft adgang til festivalpladsen i Roskilde klokken 18:00, men så længe kunne de ikke vente

Planen var at venteområderne foran Roskilde Festival skulle åbne i dag lørdag 26. juni klokken 08:00, og så skulle folk pænt sidde og vente indtil klokken 18:00, hvor der ville blive åbnet til campingarealet. Men sådan gik det ikke, for omkring 13:15 blev hegnet væltet.

I timerne op til at hegnet blev væltet kunne man på Twitter følge historier om, at folk pressede på, og der cirkulerede falske historier om, at nu var hegnet blevet væltet. Men det skete altså først omkring kvart over et og som en konsekvens har man fra Roskilde Festivals side åbnet for indgang til campingområdet.

På Roskilde Festivals webside kan man læse følgende:


"Hvis man trænger ind på campingarealet før tid, vil man blive bedt om at pakke sit grej sammen og gå ud igen. Det er ikke tilladt at færdes på festivalens arealer uden gyldigt armbånd, og publikumsarmbånd er ikke gyldigt før efter lørdag kl. 18.00. Det kan medføre en kontrolafgift, og man risikerer at få klippet armbåndet".

Det vides dog endnu ikke, om det vil få konsekvenser at hegnet blev væltet i år, men det er i hvert fald nu fuldt lovligt at slå sit telt op på Roskilde Festival.

Mange tror fejlagtigt, at det er en årelang tradition at vælte hegnet, før festivalen er klar. Men faktisk er det kun fire år siden, at det skete første gang. Det var i 2006.


Følg Roskilde-dækningen her på GAFFA på Roskilde Daily.

[Opdateret] Billedet viser, hvordan campingområde G ser ud i dag klokken 14:00.

ANNONCE