Nyhed

Slut med egne drikkevarer på festivalpladsen i Roskilde

For første gang er det nu på Roskilde Festival forbudt at medbringe egne drikkevarer fra campingområdet til festivalpladsen

Det har alle dage været muligt at hælde sin medbragte dåseøl eller sodavand over i en plastikkop og medbringe den fra campingområdet på Roskilde Festival til selve festivalområdet, men det sættes der nu en stopper for. For første gang lukkes der nu ned for den mulighed, hvilket betyder at alle drikkevarer - inklusive vand - skal købes eller hentes på selve festivalpladsen.

Dette fremgår i en artikel hos Politiken.dk i dag, hvor Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde (billedet) begrunder beslutningen således: "Det gik ud over vores indtjeningsmuligheder". Bilde siger ved samme lejlighed, at der faktisk aldrig har været specielt mange, der benyttede sig af muligheden for at tage egne drikkevarer med ind på pladsen, og samtidig så forventer hun, at det nye tiltag vil lette vagternes arbejde og mindske kødannelser.

Så vin, øl og sodavand skal altså købes på pladsen fremover, hvis man vil nyde den slags under koncerterne. Det er dog stadig tilladt at medbringe en tom kop og benytte en af de opstillede vandposter, ligesom der fortsat vil blive udleveret vand ved scenerne.


Det er desuden fortsat tilladt at slæbe egne drikkevarer i stor stil med ind på campingområdet.

ANNONCE