Nyhed

Starfighters-finalister fundet

De otte finalister til talentkonkurrencen på Danmarks Smukkeste Festival er netop offentliggjort

Onsdag den 4. august åbner Danmarks Smukkeste Festival, og det gør den vanen tro med årets Starfighters-finale. Igen i år er der stærke grunde til at komme tidligt til Skanderborg, og denne gang er feltet umiddelbart mere varieret end de sidste par år. Poppen er repræsenteret via Anna Stengade og My Evil Twin. Guitarpop får vi fra Rufus Spencer og Mixtune For Cully. Rock fra The Bronson Brothers og Waldo & Marsha. Fransk house via Eumig & Chinon og tung hiphop fra Novo Mundus. Alle sammen har de gjort sig bemærket i løbet af det sidste års tid og vurderes nu klar til at tage det store spring.

Det er et spraglet felt, der nok skal gøre onsdagen til en spændende dag, også for dommerne fra henholdsvis Danmarks Smukkeste Festival, Bandbase, P3 og GAFFA, der skal fordele præmierne, som samlet løber op på over 500.000 kroner til karrierefremmende formål. Denne fokuserede opmærksomhed fra branchen, samt de mange penge, er klart med til at gøre Starfighters til et relevant boost for nye bands. Men måske også med til at lægge et pres på vinderne. Der lægges en del forventninger i det, og der er opmærksomhed fra de vigtigste medier i Danmark.

Sidste års vindere Oh Stacy fortryder i dag, at de ikke var mere klar, da de vandt. De havde hverken erfaring eller sange nok til at kunne gøre noget rigtig målrettet efter sejren:


– Vi skulle måske have været bedre til at modtage den hjælp, der også følger med præmien, men vi var så uerfarne, at vi ikke havde noget konkret at spørge om. Vi var nødt til at tage det ned i vores eget tempo, for at holde fokus på musikken, siger Oh Stacy og har brugt året på at turnere og indspille en promotion-ep. Måske ikke det store debutalbum, som de følte var forventet, men det skal nok komme.

Det er en af grundene til, at Starfighters-konkurrencen ikke nødvendigvis henvender sig til demobands, men i højere grad til dem, der stadig har et gennembrud til gode. Det kræver pondus og selvtillid at kunne gøre noget konstruktivt med 300.000 kroners budget og meget erfarne folk ved hånden. Selvom det lyder nemt.

ANNONCE