Nyhed

Devendra Banhart-koncert flyttet til Store Vega

Stor rift om billetterne har rykket den snart 29-årige hippie til Store Vega

Som vi skrev i slutningen af april kommer über-hippien Devendra Banhart til København. Dengang var det meningen at han skulle spille på Lille Vega, men der var været så stor rift om billetterne at koncerten nu er rykket til Store Vega. Datoen er dog den samme: den 29. juni.

Devendra Banhart blev opdaget, mens han var delvist hjemløs og spillede på gaden. En af de forbipasserende var produceren Michael Gira fra Young God Records, der blev så imponeret over musikken, at han besluttede sig for at udgive Banharts første album. Siden da er det gået stærkt for Banhart, der i en alder af kun 28 år allerede har udgivet syv album.

Det store gennembrud kom i 2004 med albummet "Rejoicing In The Hands" der fik samtlige seks stjerner af GAFFAs anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen, der skrev:

"Man tror næsten ikke, at manden bag dette helt igennem formidable sammensurium kun er i begyndelsen af tyverne. Men det er han altså, og med 'Rejoicing In The Hands' indskriver eneren Banhart sig umærkeligt i dén eksklusive forening af originale amerikanske sangskrivere, som Bonnie 'Prince' Billy er formand for. Det er mageløst!"

Über-hippiens sidste album, "What Will We Be" udkom i oktober sidste år, og blev opsummeret af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt med ordene: "Blomsterbarnet er næsten blevet voksent og følsomt på major label-debut."

Produktive Devendra fylder forøvrigt 29 år på søndag.

Devendra Banhart spiller, som sagt, på Store Vega, tirsdag den 29. juni. Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE