Dokumentarfilmen "Strikkeklub På Alufælge" vises i Empire Bio 26. maj
Filminstruktøren Andreas Haaning Christiansen har tidligere stået bag filmen "Sleep Good - Rock Well" om finske 22 Pistepirkko, og nu er han aktuel med filmen "Magtens Korridorer - Strikkeklub På Alufælge", der i denne uge vises i Empire Bio.
Andreas Haaning Christiansen har fulgt det femten år gamle band med sit kamera i fire år, og filmen, der tager udgangspunkt i indspilningerne til albummet "Milan Allé", inkluderer blandt andet optagelser fra indspilningerne i Malmö, en koncert i Store Vega samt bandets koncert på Roskilde Festival i 2006.
Om filmen siger instruktøren til GAFFA:
- Jeg håber, at denne lille film finder vej til stort set alle danskere med humor og et minimum af interesse for uprætentiøs rockmusik. Vi har set adskillige film om det hårde arbejde for at få succes. Her er en film om et temmelig afslappet band som ikke har slidt sig til succes. Men efter dansk målestok har de fået det. Så nu skal de både være rockband, familiefædre, forsker og gymnasielærer. En dødsensfarlig cocktail!
Filmen kan i første omgang ses til en særforestilling i Empire Bio onsdag 26. maj.
Se traileren her: