Duoen er blevet en trio i hus ved Slow Shark. ”Hovedet På Blokken” udkommer til maj, inklusive alvor.
Den i undergrunden højt profilerede sønderjyske rapgruppe 4Fod barsler nu endelig med deres debutalbum "Hovedet På Blokken." DJ Simon Stoy, Brygs og KamiKasper er signet til Slow Shark Records.
Der er sket meget siden "Køb Den, Stjæl Den." Drengene er blevet ægtemænd og familiefædre. Modne og voksne, med andre ord, men stadig med de to signifikante flows og rimstiloer, fans kender og elsker dem for, og så er DJ Simon Stoy blevet en fast implementeret del af gruppen. Det er dog stadig 4Fod, og selvom albummet ikke er slavisk fokuseret på dans og spil, og teksterne ofte vil være dybsindige a la ep'ens ultramelankolske "Lev Stærkt…," vil der også blive tid til at oparbejde slidgigt i nakke og hofter undervejs. Der skal stadig rystes røv.
Der har været tyst omkring Bryggersvend og Eckobar i hen ved syv år. Ep'en "Køb Den, Stjæl Den," ramte et fåtal af pladepushere i 2003, men i hiphoppens undergrund var den med sange som "Ryst Dit Røvhul" og titelnummeret en øjeblikkelig klassiker. Gruppens album er derfor et af de mest ventede i dansk hiphop, efterspurgt på linie med Jøden og Joe Trues debuter.
Berømmelsen bunder blandt andet også i drengenes energiske og overbevisende liveperformance til DM i Dansk Rap 1998. En præstation, der er foreviget på den cd, der efterfølgende blev udgivet af arrangørerne i Rundt På Gulvet. Den hårde stil blev slået fast på Tabu Records' selvbetitlede compilation fra 2000. Her skitserede Brygs i sangen "Blodsport," hvad gruppen havde at byde på. "Den bedst' måde jeg ka' beskrive vores pis på, er hvis du forstiller dig pigtråd om dit pikhoved'" sang han, og den pose får gruppens mange tilhængere nu endelig mere af, når albummet er ude til maj. Gæsterne tæller Clemens, Bai-D og Jeppe Rapp samt Xander Linnet.
Som optakt til festen i foråret har gruppen lagt en særlig streetsingle på deres Myspace. Den er lavet til anledningen, og vil ikke være at finde på albummet.