Nyhed

Serge Gainsbourg hyldes i København

Den franske charmør hyldes i både lyd og billede til CPH PIX i april

Åbningsfilmen til dette års udgave af den københavnske filmfestival CPH PIX er "Gainsbourg - Vie Héroïque", og det er startskuddet til 11 dage med film og lyd, der hylder den franske levemand Serge Gainsbourg. Ud over den nye film om den franske sanger vil man blandt andet også kunne opleve en hyldestkoncert, hvor navne som Claus Hempler og Hannah Schneider vil fortolke Gainsbourgs sange.

Filmen om Serge Gainsbourg har fået den danske titel "Gainsbourg - Manden, Musikken, Myten" og omhandler helt naturligt disse tre elementer, samt ikke mindst sangerens forhold til kvinderne Brigitte Bardot, France Gall og Jane Birkin. Sidstnævnte spiller hovedrollen i "Je T'aime - Moi Non Plus", og parrets fælles datter, Charlotte Gainsbourg, spiller hovedrollen i "Charlotte Forever", og begge film kan opleves under festivalen.

Udover en række Gainsbourg-relaterede biografoplevelser kan man også høre sangerens musik live, når en stribe danske kunstnere går på scenen 16. april for at hylde den franske charmør og verdensmand. Navne som Julie Maria, Claus Hempler, Hannah Schneider, Billie Koppel og Lars Vognstrup fra Lars And The Hands Of Light vil alle bringe deres personlighed til Gainsbourgs sange til en helt unik koncert på det nye spillested Bremen i København.


Billetter til koncerten 16. april kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE