Nyhed

GAFFA november er på gaden

Mød The Rumour Said Fire, Jamiroquai, Lucy Love, Love Shop og mange flere, og se vinderne af GAFFA Photo Awards

Så er årets elvte GAFFA på gaden. 80 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.

November måneds hovedhistorie gælder The Rumour Said Fire, som er aktuelle med deres debutalbum "The Arrogant". Vi har talt med gruppen om blandt andet deres tanker om signatursangen "The Balcony", og om deres angivelige musikalske slægtskab med ... Tommy Seebach.

Lucy Love er aktuel med sit andet album, "Kilo", efter at have fået pæn succes med debuten "Superbillion". Vi har talt med rap-sangerinden og hendes musikalske tro væbner, Yo Akim.


Jamiroquai er tilbage med albummet "Rock Dust Light Star". Vi har mødt frontmand Jay Kay på hans enorme gods - men engang levede Jay Kay faktisk som hjemløs. Læs hans historie.

Love Shop er klar med deres første album i syv år, "Frelsens Hær", det første uden deres guitarist, medsangskriver og producer Hilmer Hassig, der omkom ved en trafikulykke i 2008. Jens Unmack og Henrik Hall fortæller om at komme videre og om det stive hvide beat, der vandt.

I serien om musikkens æstetik sætter vi denne gang fokus på vokalharmonier og akustiske guitarer, som er her og der og alle vegne - fra Fleet Foxes til CODY. Vi prøver at finde ud af hvorfor.


Vinderne i GAFFA Photo Awards, Danmarks største musikfotokonkurrence, er fundet. Se alle vinderbillederne.

Derudover kan du også møde Treefight For Sunlight, Aloe Blacc, The Malpractice, Ave og mange andre, ligesom du kan læse om den "Borgen"-aktuelle studievært Sidse Babett Knudsens forhold til musik i vores serie "Finale".

Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af og interview med elektropunk-legenderne Suicide i anledning af 40-året for deres første koncert. Du kan også læse reportage fra festivalen Iceland Airwaves og en artikel om genudgivelsen af John Lennons klassiker "Double Fantasy". Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.

Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med november-udgaven af GAFFA!


ANNONCE