Den århusianske sangerinde og sangskriver spiller fire koncerter med Saybia-sangeren i november
Inden længe drager Søren Huss fra pause-holdende Saybia på en mindre Danmarksturné med sangene fra sit meget roste og for tiden storsælgende dansksprogede solodebutalbum "Troen & Ingen" i fokus.
Det må være noget af en opgave at skulle varme op til Søren Huss' dybt personlige og smertefulde sange, og den tjans går til den endnu temmelig ukendte århusianske sangerinde og sangskriver Lise Dres. Lise Dres skriver dog også personlige, dansksprogede sange, så både hun, Søren Huss og publikum får det formodentlig udmærket i hinandens selskab.
Lise Dres udsender til januar sit debutalbum, "Et Øjeblik", som er indspillet i Saybias studie, A Kind Of Eden Studio, med Tina Dickows mangeårige samarbejdspartner Dennis Ahlgren bag knapperne.
I januar 2009 anmeldte GAFFAs demo-anmelder Hansen Lise Dres' demo til fire stjerner og skrev blandt andet: "Lise har en fin og varieret stemme, der på dansk synger om nære og personlige oplevelser. Det hele lyder både som et godt album og en koncertoplevelse, men ikke et radiohit. Det er musik, der tager tid, men også giver en masse igen og passer godt til årstiden. Absolut et band og en sangerinde, der er værd at holde øje med."
Søren Huss og Lise Dres kan opleves følgende steder i november:
18/11 Odense, Magasinet
25/11 Aalborg, Studenterhuset
26/11 København, Vega (udsolgt)
27/11 Århus, Voxhall
Søren Huss giver desuden en ekstrakoncert 17. marts 2011 i Vega, dog indtil videre uden Lise Dres.
Hør mere Lise Dres på hendes MySpace-profil
Billetter til koncerterne kan købes via GAFFA Live.