Lars Ulrich & Co. på vej til at tage hul på opfølgeren til "Death Magnetic"
Det er to år siden, Metallica udgav deres seneste album, "Death Magnetic", og siden da har de turneret intensivt, men nu vil de inden længe så småt gå i gang med at arbejde på et nyt album.
I et interview med den amerikanske radiostation Pulse Of Radio fortæller Lars Ulrich, at bandet regner med at begynde at skrive sange til et nyt album i 2011. Lars Ulrich fortæller, citeret af Yahoo:
"Der er en masse bolde i luften for 2011, men jeg tror, at den vigtigste er, at vi virkelig gerne vil tilbage til at skrive sange. Vi har ikke rigtigt skrevet noget siden 2006 eller 2007, og vi vil gerne tilbage til at være kreative igen. Lige nu skal vi bare slappe af og så formodentlig starte op igen i marts eller april med at tage den kreative hat på og begynde at skrive nogle sange."
Lars Ulrich fortsætter med at indikere, at Metallica trods alt også vil turnere i 2011 og meget gerne fortsætte med at være en del af tourkaravanen Big Four bestående af Metallica, Megadeth, Anthrax og Slayer - fire af verdens største metalbands med rødder i 80'ernes thrash metal-scene - som har givet en stribe koncerter i 2010 med stor succes.
Lars Ulrich fortætter:
"Interessen omkring det her (Big Four, red.) er så stor, at det vil være dumt at ignorere den. Du ved, på din iPhone kan du køre vejrkortene op og ned. The Big Four er ved at bevæge sig hurtigt op, når det drejer sig om potentielle hændelser for de næste par år."
Hvornår det næste Metallica-album vil være på gaden, er der endnu ingen meldinger om, men der gik fem år mellem deres to nyeste album, så selvom gruppen begynder på det i 2011, skal man næppe forvente det færdigt samme år. Metallicas næste studiealbum vil blive deres tiende studiealbum.