Nyhed

Ny Michael Jackson-single på gaden mandag

"Hold My Hand" kan købes fra den 15. november, og tracklisten til det kommende album "Michael" er offentliggjort

Nedtælligen til Michael Jacksons første, men givetvis ikke sidste posthume album "Michael" er i fuld gang. Fra og med i mandags og denne uge ud kan man høre det ikke tidligere udgivne nummer "Breaking News" på Jacksons hjemmeside, og på mandag, den 15. november, udkommer den første single fra albummet så i salg.

Sangen har titlen "Hold My Hand" og er en duet med Akon, og den blev indspillet i 2007. Ifølge en håndskrevet note, som Michael Jacksons arvinger er i besiddelse af, ønskede han, at sangen skulle være første single fra hans kommende album. Imidlertid slap en ikke færdiggjort udgave af sangen ud på nettet allerede i 2008, altså mens Jackson endnu levede. Akon har nu færdigproduceret sangen.

Akon udtaler: "Verden var ikke klar til at høre "Hold My Hand", da den blev lækket for et par år siden. Vi var chokerede over det. Men nu er tiden endegyldigt kommet; nu, i dens færdige udgave, er det blevet en utrolig, smuk, hymneagtig sang. Jeg er så stolt over at have haft muligheden for at arbejde med Michael, et af mine all-time idoler."

"Hold My Hand" er som nævnt forløberen for Michael Jacksons kommende album, "Michael", som udkommer 13. december og primært består af sange, Jackson arbejdede på op til sin død i juni 2009, om end det også indeholder numre indspillet tidligere.


Det nye Michael Jackson-album bliver hans første med ikke tidligere udsendt musik siden 2001-udgivelsen "Invincible".

Der er givetvis mere Jackson-musik på vej, for i foråret underskrev Michael Jacksons arvinger og pladeselskabet Sony Music en kontrakt om i alt ti udgivelser frem til 2017 med både velkendt og ikke tidligere udgivet musik.

Tracklisten til albummet "Michael" er i øvrigt blevet offentliggjort og afslører ud over Akon gæsteoptrædener fra 50 Cent og Lenny Kravitz:


1.              Hold My Hand (Duet med Akon)
2.              Hollywood Tonight
3.              Keep Your Head Up
4.              (I Like) The Way You Love Me
5.              Monster (Featuring 50 Cent)
6.              Best Of Joy
7.              Breaking News
8.              (I Can't Make It) Another Day (Featuring Lenny Kravitz)
9.              Behind The Mask
10.            Much Too Soon

 

ANNONCE