Nyhed

Steffen Brandt og Kira Skov giver fælleskoncert

De to sangere giver 1. december koncert sammen med Nicolai Munch-Hansen Sextet i Copenhagen Jazzhouse

Steffen Brandt har som solist ved flere lejligheder optrådt sammen med Julie Maria og Tina Dickow. Men når han går på scenen i Copenhagen Jazzhouse 1. december sker det i selskab med Kira Skov. De vil dog ikke være alene på scenen, hvor man også vil kunne opleve Nicolai Munch-Hansen Sextet.

Arrangørerne lover, at koncerten bliver "et unikt møde mellem Nicolais kompositioner, Steffen Brandts yndlingssange, en række evergreens, samt et par originaler fra Kira Skov" og fortæller, at de to sangere vil gæste bandet både sammen og hver for sig.

Med på scenen er Ned Ferm, Mads Hyhne, Jakob Bro, Søren Kjærgaard, Jakob Høyer og Nicolai Munch-Hansen, der sammen udgør den sekstet, som skal levere musikken til de to vokalister.


Steffen Brandt, Kira Skov og Nicolai Munch-Hansen Sextet kan opleves i Copenhagen Jazzhouse 1. december, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE