De gendannede støjrockere besøger også hovedstaden til maj
I går kunne vi oplyse, at den gendannede, dyste New York-støjrockgruppe Swans havde meldt deres ankomst til VoxHall i Århus 3. maj 2011. Nu oplyser Vega i København, at man også her vil lægge scene til en koncert med bandet med den karismatiske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Michael Gira (øverst tv. på billedet) i front. Det sker dagen før, altså 2. maj 2011. Gruppen, hvis musik emmer af vinterstemninger, vil dermed besøge Danmark i det grønneste forår.
Swans blev opløst i 1997, men blev gendannet sidste år i ny besætning og udgav i september albummet "My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky". Et album, som GAFFAs Finn P. Madsen tildelte fem ud af seks stjerner og blandt andet skrev følgende om:
"Michael Gira lefler ikke for nogen på dette majestætiske comeback, hvor han uden tøven kan sætte sig tilbage på goth/industial-tronen med et af årets bedste udspil."
Swans albumdebuterede i 1983 med "Filth" og udgav 11 album, sluttende med "Soundtracks For The Blind" i 1996, inden gruppen gik hver til sit. Michael Gira helligede sig derpå sit nye band, det knap så tunge Angels Of Light, og sit pladeselskab Young God Records, der ud over plader med Swans og Angels Of Light også har udsendt musik med blandt andre Akron/Family, Devendra Banhart og Lisa Germano.
Billetsalget til Vega-koncerten 2. maj 2011 begynder 5. november via Billetlugen, landets Fona-butikker og Vega.dk.