Vi har fanget cellist Morten Svenstrup før turnépremieren i aften i Fredericia
I aften indleder Under Byen deres Danmarksturné i Fredericia. Touren skulle egentlig være begyndt sidste uge i Vordingborg, men gruppen blev desværre nødt til at aflyse de to første koncerter grundet et dødsfald tæt på et af medlemmerne. Nu er de imidlertid klar, og vi har fanget cellist Morten Svenstrup i tourbussen for at høre lidt om, hvad vi kan forvente.
Hvordan er det gået i øveren?
– Det er gået rigtig godt. Jeg synes, vi har fundet en god blanding af gamle sange og sange fra den nye plade. Vi har koncentreret os mest om dem, som vi aldrig har spillet før. Der er altid en masse brikker, der skal sættes rigtigt sammen.
Hvad kan vi forvente os af koncerterne?
– Ud over alle de nye numre prøver vi så vidt muligt at ændre sangene fra tour til tour. På den måde bliver de ved med at være spændende også for os selv. Det håber jeg, man kan høre. Hvis man ikke er helt i kontrol, giver det plads til det, man endnu ikke ved hvad er. Desuden har Sidse Carstens lavet virkelig flotte visuals til os, som vi glæder os til at vise.
Hvad gør I, lige inden I går på scenen?
– Tidspunktet lige inden koncerten er altid ret særligt - tit har man brugt hele dagen på at gøre sig klar. Måske derfor har vi alle vores egen ting, vi gør, inden vi samles. Selv plejer jeg at gå lidt rundt blandt publikum for at mærke stemningen. Det er en god måde at sætte sig selv i gear på, synes jeg.
Hvad står der på jeres forplejningsliste?
– Det er ikke så meget, hvad man spiser - mere hvor god kaffen er, og om vi har fået den cognac, vi plejer at bede om. Når det er sagt, sætter vi pris på, at der er sund mad i backstagelokalet. Man kan hurtigt blive lidt sløv, når man kører så meget i bil. Når vi er i udlandet, plejer vi at bede om lokale øl - det plejer folk at være gode til at skaffe.
Hvad hører I i turbussen?
– Det nyeste hit er Bowies samlede.
Under Byen kan opleves følgende steder:
TOR 11.11 Det Bruunske Pakhus, Fredericia
FRE 12.11 Fermaten, Herning
LØR 13.11 Von Hatten, Randers
ONS 17.11 Tobakken, Esbjerg
TOR 18.11 Posten, Odense
FRE 19.11 Plantagehuset, Thisted
LØR 20.11 Godset, Kolding
FRE 26.11 Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus
LØR 27.11 DR Koncertsalen
Billetter kan købes via GAFFA Live