Nyhed

Will.I.Am protesterer over nyt Jackson-album

Black Eyed Peas-medlemmet kalder det kommende album "respektløst"

Som den opmærksomme musikelsker nok har bemærket, udgiver Michael Jackson sit første posthume album, "Michael", 13. december. Albummet har allerede genereret voldsom debat, og nu melder rapperen, sangeren og produceren Will.I.Am fra Black Eyed Peas sig også i koret. Og han er ikke begejstret.

Will.I.Am arbejdede også med Michael Jackson op til dennes død, men hans bidrag er ikke med på det kommende album, og de kommer aldrig til at se dagens lys, fortæller Will.I.Am til Entertainment Weekly:

"Hvem der end udgiver og tjener penge på det (det kommende Jackson-album, red.), så vil jeg gerne se, hvor kolde de er. Michael Jackson-sange er færdige, når Michael siger, at de er færdige. Måske ville jeg ikke se sådan på det, hvis jeg aldrig havde samarbejdet med ham. Men han var meget præcis med, hvordan han ville have sine vokaler indspillet, hvordan han brugte rumklang ... han havde fingrene dybt begravet i tingene."


Will.I.Am indspillede mindst tre sange med Michael Jackson, "Dreaming", "Still The King" og "I Will Miss You", sidstnævnte en hyldest til James Brown, der døde i 2006. Men de vil ifølge Will.I.Am aldrig blive udgivet: "Han beholdt sine vokaler, og jeg beholdt musikken. Vi havde den aftale," siger han.

Det kommende album gæstes af blandt andre Akon, 50 Cent og Lenny Kravitz.

 


ANNONCE