Nyhed

Tina Dickow topper hitlisten

Også Eric Clapton, Runrig, Neil Young og Infernal er nye i top 10

Fredag morgen er lig med offentliggørelsen af ugens officielle danske top 40-hitliste, og i den uge finder vi en nyhed i toppen af albumhitlisten. Nemlig Tina Dickow, der går direkte ind på førstepladsen med "Welcome Back Colour", hendes dobbeltalbum med både gamle hits, genindspilninger af ældre sange og fem nye numre.

I top 10 finder vi flere nyheder. Eric Clapton går ind på en tredjeplads med "Clapton", Runrig er nye som nummer 5 med deres opsamling "50 Great Songs", Neil Young er ny på en sjetteplads med "Le Noise", og Infernal går - trods noget lunkne anmeldelser - ind på en niendeplads med "Fall From Grace".

Længere nede ad listen er 72-årige Povl Dissing ny med "Smertefulde Sange", der går ind på en 17. plads, The Script går ind på en 23. plads med deres andet album "Science & Faith", og Julie er ny på en 25. plads med "Closer"


Vi finder også en stribe re-entries på denne uges hitliste, nemlig Burhan G med "Burhan G", der vender tilbage til hitlisten på en 31. plads, nyligt koncertaktuelle Trentemøller, der går ind som nummer 35 med "Into The Great Wide Younder" og endelig snart turnéaktuelle Kashmir, der går ind på en 38. plads med "Trespassers".

Tracklisten toppes af Burhan G feat. Nik & Jay med "Tættere På Himlen", som er spurtet fra sidste uges 27. plads til denne uges top, formodentlig på grund af den tilhørende video, som viser de veltrænede sangere uden en trævl på kroppen. Se videoen på GAFFA TV. Øverste nyhed er Tina Dickow, som går ind på en 14. plads med sin hyldest til sin nye hjemby, "Copenhagen". Xander er ny på plads nummer 25 med "Det Burde Ikke Vær' Sådan Her", og Brandon Flowers går ind på plads nummer 40 med "Crossfire".

Også her finder vi et par re-entries, nemlig Lucy Love, der går ind på 36. pladsen med "Poison", og The Script, der genindtager hitlisten på en 39. plads med "For The First Time".


Se hele ugens hitliste hos Hitlisten.nu.

ANNONCE