Københavnske Alter Me skifter navn til White Elephants og er i øjeblikket ved at indspille nyt materiale til et kommende album
Den seneste tid været noget turbulent for københavnske Alter Me, som efter det seneste brud med EMI har valgt at re-boote bandet med nyt navn - og nyt materiale. White Elephants, som konstellationen hedder nu, er i øjeblikket ved at indspille numre til et nyt album.
Ifølge bandets nye MySpace-side er der stadig ikke nogen konkrete udgivelsesplaner, men tre af numrene er allerede tilgængelige på sitet. De tre numre "La Casa Del Capello", "Ghost Shop" og "Baby You're Not A Fool" vidner allerede om en stil der trækker meget mere på 60'er-rock forbillederne, end forrige "The Fall" fra 2008 gjorde det.
Bandet beskriver selv White Elephants som "et nyt univers af uhygiejnisk lydende guitarer, indiske instrumenter, stue-orgler og sidst men ikke mindst fængende sangskrivning."
De nye numre kan selvfølgelig høres på White Elephants' MySpace-side, hvor du selv kan få en lille forsmag på, hvad der er i vente fra det kommende album.