Nyhed

Amager Bio genåbner Beta

Efter megen efterspørgsel er Beta endelig klar til at invitere folket til en genåbningsfest hos naboen Amager Bio

Genåbningen af musikklubben Beta er en del af et større kutur-projekt som er igangsat på Amager. "Musiktorvet" som ventes færdigt i løbet af efteråret 2012 er et omfattende byggeri, som ialt kommer til at koste 22 millioner, finansieret via fondsmidler og Københavns Kommune.

Formålet er, at skabe et kulturelt centrum på Amager, der samler spillestedet Amager Bio, børnekulturhus Ama'r, øvelokaleforeningen Rusk, børneteateret Zebu og altså også en ny udgave af musikklubben Beta.

Betas booker og arrangør Mikkel Wad Larsen udtaler:


"Efterspørgslen har simpelthen været overvældende, jeg er meget overrasket. Så vi måtte bare komme op i omdrejninger og rykke på det. I første omgang med et party, som jeg er sikker på bliver en superoplevelse."

Derfor inviterer Beta til genåbnings-fest i Amager Bio d. 16. september kl. 21:00, hvor der vil være mulighed for at opleve to topnavne fra den elektroniske scene: Hudson Mohawke (Sco/UK) (billedet red.) og 2000F Bless (DK) 

Genåbningen af Beta skal markere en ny vision om, hvordan et spillested ser ud. Musikklubben Beta er i øjeblikket ved at gennemgå en omfattende ombygning som ved endt arbejde kan slå dørene op til en ny og anderledes klub, der kan gøre op med de danske spillesteders smudsige image.


Booker og arrangør Mikkel Wad Larsen er uddannet på Music Management og har arbejdet på flere klubber i en årrække. Han beskriver projektet således:

"En typisk rockklub er som regel slidte lokaler med beskidte fortissede toiletter, en fadbamse-bar med peanuts og stole sammenflikket af pindebrænde. Et forsømt udluftnings-anlæg, nedtrådte væg-til-væg-tæpper med skodmærker tilbage fra 70'erne og et udtjent PA-anlæg gør oftest musikoplevelsen middelmådig. Vi vil være DK's flotteste og mest tjekkede rockklub. Vi vil løfte helhedsindtrykket for publikum, give musikerne bedre arbejdsforhold og skabe stor kunst i en lille klub."

Betas musikprofil bliver elektronisk, indie, heavy metal, alternativ og punkrock. Med plads til mere. Lokalerne vil omfatte bar, lounge, scene, lys, super-PA. Yder mere lover arrangørerne, at der i øjeblikket også arbejdes på flere installationer, man aldrig har set før i en klub.


En reel dato for hvornår den nye musikklub kan slå dørene op for publikum ligger stadig i det uvisse. Indtil nu er arrangørenes udmelding: "Måske december – måske først i januar."

Indtil da vil Beta afholde en række arrangementer i Amager Bio - først og fremmest åbningsfesten d. 16. september kl. 21:00

Se mere om Musikklubben Betas kommende arrangementer på beta2300.dk

Se mere om kultur-projektet "Musiktorvet" her.

ANNONCE