Det danske band Drott & Marsk søger tilbage til rødderne ved at udgive deres debut på kassettebånd
Drott & Marsk består af (fra venstre mod højre) Bjarke Helmø på sang og guitar (Sidste Ambulance), Stig Helmer Jensen på synths (Atoi), Tomas Raae på bas (ditbandmitband, Källing), Dan Hvidtfeldt Larsen på trommer (Won't Lovers Revolt Now), Mikkel Baltser Dørig på guitar (Harmony Hatbox in Brilliant Black, Black Rose Trick, The Lips).
Med denne besætning er Drott & Marsk vel nok det tætteste man kommer på en dansk indie-supergruppe. Bandet blev dannet tilbage i 2007 af Bjarke Helmø og Stig Helmer Jensen med den grundlæggende ide om, at skabe et musikalsk univers uden brug af computeren som bærende element. Drivkraften for dannelsen af Drott & Marsk blev således en lyst til at søge tilbage til rødderne, med udgangspunkt i en klassisk pop/rock-besætning.
Ifølge bandet handler debutens fem numre om:
"Tid, minder, forandringer og flygtige øjeblikke. Relationer, der ændrer sig, al den tid vi har, og den der bare forsvinder." Bandet udtaler yderligere om deres musik, at forkærligheden for elektronisk musik nu er trådt i baggrunden for at give plads til et mere rendyrket melodisk pop/rock-udtryk, som har tydelige rødder i den klassiske danske og nordiske musik.
I foråret lå nummeret "Skygger vågner" otte uger i top tre på Det Elektriske Barometer. "Skygger vågner" udgives den 4. oktober som single. Nummeret "Lever på skift" har yderligere ligget i rotation på P3 hen over sommeren.
Ep'en "Det Sejler Sikkert" er produceret af August Wanngren som tidligere har arbejdet sammen med kunstnere som Wildbirds & Peacedrums, Annika Aakjær og Thomas Buttenschøn. "Det Sejler sikkert" udkommer på kassettebånd og bliver med sandsynlighed de sidste original-kassettebånd, som bliver fabrikeret her i landet, eftersom den eneste tilbageværende leverandør har solgt sit udstyr til udenlandske aftagere.
For de der ikke ejer en gammeldags walkman eller anden kassettebåndsafspiller mere vil ep'en også være tilgængelig i digitalt format ved udgivelsen.
"Det Sejler Sikkert" udkommer d. 18. oktober i digitalt format og på kassettebånd.