Rapperen og produceren har også en 40 minutters film på vej
Kanye West har travlt for tiden, både i studiet og på Twitter. Som vi har skrevet om flere gange, udgiver han sit næste album, "Dark Twisted Fantasy", 15. november, og nu har han også en ep på vej, fortæller han på Twitter. Ep'en gæstes af blandt andre Jay-Z, og på producersiden medvirker Pete Rock, Madlib og Q-Tip, fortæller han på Twitter. Hvornår ep'en er på gaden, melder historien dog endnu ikke noget om.
Samtidig fortsætter Kanye West med at udgive et nyt nummer til fri download hver fredag under sit "Good Fridays"-projekt. I fredags gjaldt det sangen "So Appalled" med blandt andre Jay-Z. Sangen kan downloades her.
Endelig har Kanye West fortalt, at han arbejder på en 40 minutters film til sin næste single, "Runaway", andet singleudspil fra hans kommende album. Filmen er optaget i Prag i august og er baseret på myten om Fugl Fønix, der brænder sig selv og genopstår af ilden.
Kanye West fortæller til NYMag.com: "Det er fortællingen om en Fønix, som er faldet til jorden, og jeg bliver kæreste med hende. Og folk diskriminerer hende, og til sidst er hun nødt til at brænde sig selv op og vende tilbage til sin verden. Jeg har følt mig som en Fønix. Det er noget, jeg har tænkt over et stykke tid. Det er måske en parallel til min karriere. Jeg smed på en måde en Molotov-cocktail mod min karriere sidste år, og jeg var nødt til at vende tilbage som et bedre menneske".
Her refererer Kanye West formodentlig til sin uheldige optræden ved sidste års MTV Video Music Awards, hvor han afbrød Taylor Swifts takketale for at sige, at Beyoncé i stedet skulle have haft prisen for bedste video for videoen til "Single Ladies". En episode, der fik selveste Barack Obama til at kalde West en "jackass", dog uden for officiel sammenhæng. To et halvt år forinden havde han gjort noget lignende ved MTV Europe Music Awards i København, hvor han afbrød Simian And Justices takketale for "Best Video" til "We Are Your Friends", fordi han syntes, han selv skulle have vundet med "Touch The Sky".
Kanye West fremførte dog forleden "Runaway" ved netop dette års MTV Video Music Awards-show, så han er tilsyneladende blevet genforenet med MTV, og han afbrød da heller ikke nogen ved dette års show, hverken sig selv eller andre.