Nyhed

Lady Gaga sætter hitlisterekord

Sangerinden har nu ifølge Guinness rekordbog rekorden for flest uger på den engelske albumhitliste

I denne uge udsendes 2011-udgaven af The Guinness World Record-bogen, og her er Lady Gaga repræsenteret med to rekorder, hvor specielt den ene må siges at være særdeles imponerende. Her fremgår det nemlig, at sangerinden nu har rekorden for flest uger på den engelske albumhitliste for sit album "The Fame".

Den tidligere rekordindehaver var Oasis, der havde 134 uger på hitlisten med albummet "Definitely Maybe", og dermed er det altså et debutalbum, som slår et andet med fjorten års mellemrum. Ifølge rekordbogen har "The Fame" ligget i top 75 i England i 154 uger, og eftersom det ligger på en tiendeplads i denne uge, kan det udbygge rekorden i mange uger endnu.

Lady Gaga er også nævnt i bogen som den kvinde, der er blevet søgt efter flest gange på nettet. En hæder hun overtager fra politikeren Sarah Palin.


Det har i det hele taget været rekordernes år for Gaga. Hun blev for nylig den kvinde, der har vundet flest MTV-priser på en aften, og hun er den første kunstner i download-æraen som har solgt mere end fem millioner eksemplarer af sine første to singler.

ANNONCE