Titlen og udgivelsesdatoen for bandets fjerde album er nu blevet lækket
Det er fire år siden, der sidst er kommet nyt fra My Chemical Romance, men nu er der både kommet en titel og udgivelsesdato ud for gruppens fjerde album. Det er musikkæden HMV, der på deres webside har annonceret, at MCR 22. november udsender albummet "Danger Days: True Lives Of The Fabulous Killjoys".
Første skridt mod udgivelsen af det kommende album blev allerede taget i sommeren 2009, hvor bandet gik i studiet med produceren Brendan O'Brien (Pearl Jam/Stone Temple Pilots). Siden da har bandet mistet trommeslageren Bob Bryar, der kom med i bandet i 2004, og der er endnu ikke kommet en melding om, hvem der skal tage hans plads.
Frontmand Gerard Way har tidligere udtalt at det kommende album vil være inspireret af alt fra Judas Priest og The Stooges til firserfilm og amerikanske muscle cars, men der er fortsat ingen indikation af, hvordan det kommer til at lyde efter en tur gennem My Chemical Romances studiemaskineri.
Hverken titel eller udgivelsesdato er blevet officielt bekræftet af bandet, men ifølge HMV kommer "Danger Days: True Lives Of The Fabulous Killjoys" altså 22. november.