Det pulverglade rockband udgiver album nummer to og drager på turné i Danmark
I juni annoncerede det danske rockorkester Powderhog, at de ville fortsætte deres samarbejde med deres pladeselskab Trechoma Records, og at det ville resultere i udgivelse nummer to. Den ligger nu klar med titlen "Return Of The Gaucho", og den udkommer den 25. oktober, som desuden vil blive fulgt op af en længere turné rundt i Danmark.
I en pressemeddelelse skriver bandet, at lyden på "Return Of The Gaucho" er "formet af den nådesløse stemning fra publikum og den stigende selvtillid, det giver at vinde nyt territorium hver gang man betræder en scene."
De tolv numre på pladen skal efter sigende vise stor afveksling og dedikation til den klassiske rockmusik med afstikkere til både garagen og ørkenen, uden at hænge ubehjælpeligt fast i retrolyden.
Siden debuten har bandet turneret ivrigt i både Danmark, Tyskland, Norge, Luxembourg og Sverige, som blandt andet indebar en koncert på Sweden Rock Festival.
I den tre-stjernede anmeldelse GAFFAs anmelder Erik Barkman skrev i 2007, sagde han følgende:
"Powderhog følger Monster Magnet og Kyuss' brødkrummer hen over den støvede amerikanske prærie med destilleret testosteron på tanken. Med heavy-veteranen Jacob Hansen bag knapperne er lyden blevet tungere end en fyldt cementblander og mindst lige så kværnende. Desværre har Powderhog haft så travlt med at perfektionere deres stil, at de ikke har fundet tid til at skrive nogle virkeligt mindeværdige sange. Det skal der rettes op på med album nummer to – især hvis kvartetten virkelig mener ambitionerne om dansk rock-herredømme alvorligt."
Om der er blevet rettet op på det, kan man indtil videre høre på Trechoma Recods' hjemmeside, hvor nummeret "Black Cancer" kan hentes kvit og frit.
"Return Of The Gaucho" udkommer den 25. oktober, og Powderhog kan opleves live på disse datoer:
18. september: Knivsberg Rock Spectacle, Rødekro
16. oktober: Stenbohus, Ribe
21. oktober: Kansas City, Odense
22. oktober: Dragens Hule, København
23. oktober: Lades, København
5. november: Metro, Ringsted
6. november: Trykkeriet, Århus
19. november: Bygningen, Vejle
20. november: Det Gule Pakhus, Horsens
2. december: Tobakken, Esbjerg
Læs mere om Powderhog her.