Nyhed

Radiohead overvejer at kassere nyt album

Gruppen er næsten færdig med et nyt album, men lufter nu muligheden for at kassere alle optagelser

Man ved aldrig helt, hvor man har Radiohead. For nylig hed det sig, at de var ved at være færdige med deres næste album, men nu fortæller trommeslager Phil Selway The Canadian Press, at bandet måske vælger at kassere alle optagelser til det kommende album.

"Vi har arbejdet på nyt materiale on-off i et år nu. Vi gør status på mandag og ser, hvad vi skal gøre med materialet for at færdiggøre det. Når vi har mødtes på mandag og diskuteret, kan det godt være, at vi smider det hele ud og beslutter os for at gå tilbage til tegnebrættet. Hvem ved, som jeg siger er det hele i spil lige nu."

Det er kun et par uger siden, Radioheads bassist Colin Greenwood fortalte det engelske magasin Index On Censorship, at Radiohead havde indspillet materiale nok til et nyt album, og at de nu overvejede, hvordan de skulle udgive det. Sidste gang, Radiohead var albumaktuelle, i 2007 med "In Rainbows", udgav de som bekendt albummet selv digitalt og lod køberne bestemme prisen.


Det nye album bliver - når og hvis det altså kommer - Radioheads ottende studiealbum.

 

ANNONCE