Nyhed

Bob Dylan hyldes i Vega

En lang række danske sangskrivere hylder mesteren på hans 70 års fødselsdag til en stor Dylan-fest

Aftenen hedder Bob Till You Drop og skal markere, at Bob Dylan 24. maj fylder 70. Det vil ske med en koncert med en lang række danske sangskrivere, men også med fødselsdagskage, salg af sjældenheder og Dylan-quiz.

Bob Dylan kaldes af mange den største nulevende sangskriver, og derfor er det helt naturligt, at hans kommende runde fødselsdag skal markeres med et brag. Herhjemme kommer det til at ske i Lille Vega, hvor der vil være en lang række Dylan-relaterede aktiviteter samt en koncert, hvor navne som Steen Jørgensen og Michael Møller tager mesterens sange under behandling.

Udover de to herrer vil man kunne opleve Dicte, Nikolaj Nørlund, Elisabeth, Malte Fischer (Oh No Ono), Silas Bjerregaard (Turboweekend) og Kim Kix (PowerSolo) med flere give koncerter, og ind imellem vil der være en Dylan-quiz. Derefter overtager arrangørerne dj-pulten og giver en gennemgang af materiale fra hele karrieren.


Bob Till You Drop – en hyldestfest for Bob Dylan afvikles på selve fødselsdagen 24. maj i Lille Vega, og billetter kan købes via Billetlugen.dk.

Fødselsdagen markeres også på dagen på Dexter i Odense med foredrag og koncert ved Jonas & Rasmus Dissing & Las Nissen samt med en stor artikel i maj-udgaven af GAFFA.

ANNONCE