Duoen reklamerer for Heineken og er aktuelle med en ep, der er et udslag af et samarbejde med ølfirmaet og tv-serien "Gossip Girl"
Den danske duo The Asteroids Galaxy Tour medvirker lige nu i en ny reklame for Heineken baseret på sangen "The Golden Age", der er koblet til ølfirmaets sponsorat af Champions League-turneringen. Sangen udsendes desuden en ny ep, der i USA vil indeholde en coverversion af sangen "Safety Dance".
I den halvanden minut lange reklamefilm med titlen "The Entrance" spiller bandet til en dekadent fest, og klippet er allerede blevet set af mere tre millioner brugere på YouTube. Da Heineken er hovedsponsor af Champions League-turneringen og finalen i slutningen af maj, vil den danske duo dog ikke bare blive promoveret gennem reklamen, men også i forbindelse med en koncert til den officielle Champions League-finale efterfest.
Heineken er ikke de første til at koble duoen med et produkt. The Asteroids Galaxy Tour fik gang i deres karriere i 2008 via en reklame for iPod Touch, og sidenhen har de haft held til at få placeret deres musik i serier som "Gossip Girl", "The Vampire Diaries" og "CSI:Miami".
Den amerikanske version af ep'en "The Golden Age" indeholder udover titelnummeret også sangen i en remix version samt tre nye numre. Derudover vil den amerikanske version også indeholde en eksklusiv coverversion af Men Without Hats' kæmpehit "Safety Dance" fra 1982, der er blevet indspillet på opfordring af producerne af den amerikanske tv-serie "Gossip Girl", hvor sangen senere vil dukke op i et afsnit.
Den europæiske version skulle også have været udsendt her i april, men da den blev lækket på nettet, røg den på iTunes for nogle uger siden. Den version indeholder de tre nye numre "Fantasy Friend Forever", "Runner" og "One Giant Freak For Mankind" og kan nu købes online.