Nyhed

Coldplay til Parken

Chris Martin og kumpaner indtager København til august

For blot et par uger siden kunne GAFFA Norges udsendte rapportere fra Coldplays intimkoncert i  Oslo, som han kaldte en "smålegendarisk koncert onsdag eftermiddag. Bandet formåede ikke at bryde grænserne for sin egen formåen, men leverede en solid sætliste, hvor gamle hits gjorde størst indtryk". Og i dag er det så annonceret, at Coldplay som led i koncertrække til sommer lægger vejen forbi Parken den 28. august 2012.

Coldplays femte og seneste studiealbum, "Mylo Xyloto", udkom i oktober og begejstrede en del af anmelderkorpset. Vor egen Michael José Gonsalez gav dog udspillet en noget mere ublid medfart, idet han blandt andet skrev at "hvis dette virkelig er det bedste, Coldplay kan ryste ud af ærmet, gør det såmænd ikke så meget, hvis de gør alvor af truslerne om, at dette skulle være deres sidste album". "Deres svageste udspil til dato", kaldte Gonsalez endvidere skiven, men der skal nu nok alligevel blive rift om billetterne, som sættes i salg onsdag den 14. december klokken 10.00.

Det sker via Billetnet.dk, på telefon 70 15 65 65 samt på landets posthuse.


ANNONCE