Den walisiske innovator tager atter på landevejen i det nye år
Det er blot fem uger siden John Cale - med en fortid i stilskabende The Velvet Underground - satte punktum for en længere turné med en storslået koncert i Malmö, hvor han sammen med Malmö symfoniorkester gennemspillede hele 1973-albummet "Paris 1919".
Ugen forinden havde han imponeret på århusianske Voxhall (billedet), og nu har manden allerede annonceret en stribe nye koncertdatoer i 2012. Der er dog endnu ikke offentliggjort nogen danske koncerter. Cale lægger i januar sidste hånd på et kommende studiealbum. Det bliver hans første i syv år, og blev i efteråret forudgrebet af den ganske lovende ep "Extra Playful".
I marts fylder både Cale og hans gamle kollega Lou Reed iøvrigt halvfjerds, og i den forbindelse vil vi i vort Klub GAFFA-tillæg bringe et ekstensivt dobbeltportræt af de to fødselarer. Du kan holde dig orienteret om Cales turnéplan her.
Foreløbig er følgende datoer offentliggjort:
12. marts - C-Mineculturrcentrum, Genk, Belgien
15. marts - Spazio Mil, Sesto San Giovani, Italien
16. marts - Orion Club, Ciampino, Italien
17. marts - Hiroshima Mon Amour, Torino, italien
20. marts - Sala Apolo, Barcelona, Spanien
21. marts - Sala BBK, Bilbao, Spanien
24. marts - La Coruña Palacio de Congresos, Corunna, Spanien
25. marts - Sala Joy Eslava, Madrid, Spanien