Se og hør uddrag fra den klassiske Beatlesfilm på din iPhone eller iPad
I 1968 udsendte The Beatles den stærkt anbefalelsesværdige tegnefilmsfantasi "Yellow Submarine" om de fire musikeres rejse i det undersøiske rige Pepperland, hvor de både møder The Nowhere Man og de nederdrægtige Blue Meanies.
Soundtracket, som udkom samme år, indeholdt seks originale Beatles-kompositioner, herunder titelnummeret og "All you need is Love", foruden syv instrumentale orkesterstykker komponeret af bandets producer George Martin.
Og nu træder den knap 44-årige film for alvor ind i den digitale tidsalder, idet Apple har lanceret en gratis app til iPad, iPhone og iPod Touch. Tiltaget sker for at markere etårs-jubilæet for The Beatles' debut på iTunes.
Den nye app indeholder bog-udgaven af filmen, som udkom i 2004, foruden fjorten farveklip fra filmen, lydbidder og diverse interaktive features. Få en forsmag og hent produktet her.