Nyhed

Nitzer Ebb og Die Krupps til Århus

De to industrial-veteraner gæster Train i april

Er man til synth- og industrialmusik, så kan man godt sætte kryds i kalenderen den 25. april, hvor byen præsenterer både Nitzer Ebb og Die Krupps, på én og samme aften, i et arrangement stablet på benene af folkene bag RECession Festival.

Den engelske gruppe Nitzer Ebb har rødder tilbage til begyndelsen af firserne, hvor den voksede ud af datidens gothpunk- og synth-miljø. Nitzer Ebbs tidligste udgivelser er kendetegnet ved en kontant og rytmisk pågående stil, og gruppen blev en del af den fremvoksende ebm- og industrialscene. Det store gennembrud kom, da Nitzer Ebb, efter udgivelsen af "That Total Age" (1987), drog på turné med Depeche Mode, som opvarmning. Siden er det blevet til flere album, der samtidig har vist Nitzer Ebb fra flere forskellige vinkler, senest på comeback-udgivelsen "Industrial Complex" (2010), der nok engang førte til opvarmningskoncerter for Depeche Mode.

Die Krupps har baggrund i det tyske punk- og industrialmiljø i begyndelsen af firserne, og gruppens tidligste udgivelser såsom eksempelvis Stahlwerksinfonie peger da også lydmæssigt i retning af sådan noget som Einstürzende Neubauten. Op gennem firserne og halvfemserne bevæger Die Krupps sig i udpræget mere elektronisk retning, med fokus på synth, ebm og industrial, og siden åbnes også op for en solid inspiration fra heavy metal - ikke mindst gør en langvarig fascination af Metallica sig gældende.

Billetsalget begynder mandag den 21. februar via recession.dk

ANNONCE