Bandet aflyste sidste år, men i år burde der være mulighed for at opleve det irske band på den engelske festival
Det er efterhånden mange år siden U2 sidst har spillet på en festival, men til sommer dukker bandet for første gang op på den engelske Glastonbury Festival, hvor de sidste år blev nødt til at melde afbud på grund af frontmandens rygoperation.
Meddelelsen om den kommende koncert kom til showet NME Award, der blev afviklet i London onsdag 23. februar. Her vandt den engelske festival prisen som årets bedste festival, og umiddelbart bagefter dukkede guitaristen The Edge op på en skærm og meddelte, at U2 skal spille på årets festival.
The Edge fortalte om sin gæsteoptræden sammen med Muse på festivalens Pyramid-scene sidste år og fortalte, at bandet skal spille på festivalen fredag 24. juni, hvilket er festivalens første dag.
Koncerten afvikles midt i bandets amerikanske turné, der strækker sig frem til slutningen af juli. Så man skal med andre ord ikke begynde at sætte næsen op efter andre europæiske festivaljobs denne sommer.
U2 er tredje offentliggjorte navn til årets udgave af Glastonbury-festivalen. De andre to er Coldplay og Beyoncé.