"Everything Is Amplified" er på gaden 28. februar
Veto kunne i forbindelse med P3 Guld-showet 14. januar holde premiere på deres tredje single, "This Is Not", og 28. februar udgiver de så deres tredje album, "Everything Is Amplified".
Gruppen beskriver selv det nye udspil som et album, der er væsentligt mere åbent i lyd og lyrik i forhold til den mere sammenbidte forgænger, "Crushing Digits", fra 2008. Til GAFFAs Mikkel Elbech fortæller forsanger Troels Abrahamsen i et interview, du kan læse i det nye nummer, der er på gaden i morgen:
– På den forrige plade havde vi udstukket en retning fra starten, men det havde vi ikke med denne her. Og det har vi nok stadig ikke! Det er lidt filosofien bag pladen, at hvor "Crushing Digits" var lidt mere stramt styret, så har vi prøvet en hel masse ting af her. Og det har vi netop gerne villet.
Samtidig leverer gruppen det mest samfundskommenterende udspil til dato. Det er signaleret allerede i titlen, som er taget fra en tale, den amerikanske tv-vært og komiker Jon Stewart, kendt fra "The Daily Show", holdt ved sin "Rally to Restore Sanity" i Washington 30. oktober som en kritik af den aggressive og unuancerede politiske debat i USA. Her sagde Stewart blandt andet: "When everything is amplified, we hear nothing".
I førnævnte interview spørger GAFFAs Mikkel Elbech:
I Spun synger du om at føle sig stolt, uden at vide, hvad det er, man er stolt af. Hvordan er du kommet på det?
– Jeg var inde på et forum for udlændinge i Danmark, der for eksempel arbejder som direktører eller ingeniører for en eller anden virksomhed. Det var sådan et generelt forum, hvor man kunne få lidt hjælp til at finde ud af, hvor man kan få danskundervisning, og hvordan man gør med skatteregler og børnepasning og sådan nogle ting. Og det var ekstremt interessant at læse om, hvordan udlændinge talte med hinanden om danskere. Den generelle holdning var, at vi er sådan et lidt intetanende folkefærd, som bare går rundt og tænker "ej, men det går nok", mens vi samtidig er meget stolte af vores moral og etik og så videre.
– Men jeg synes, det er blevet meget sværere at være stolt af at være dansk, når man kommer til udlandet – og det kom virkelig meget til udtryk på det forum, hvordan vi jo ligner nogle idioter! Alligevel går vi rundt og bærer fanen højt og udstiller bronzefigurer i udlandet, som er fuldstændigt ligegyldige, og som ikke fortæller noget som helst om, hvad det er for et land, vi er.
Veto debuterede i 2006 med albummet "There's A Beat In All Machines", som blandt andet gav dem et stort hit med "You Are A Knife". I 2008 kom toeren, "Crushing Digits", som blandt andet rummede hittet "You Say Yes, I Say Yes", og begge album resulterede i flere GAFFA-Priser til bandet, som også modtog P3-Prisen og en Danish Music Award i 2009.
Veto følger det nye album op med en turné, der bringer dem til følgende byer:
24. marts 2011: Train, Aarhus
25. marts 2011: Tobakken, Esbjerg
26. marts 2011: Gimle, Roskilde
31. marts 2011: Posten, Odense
01. april 2011: Store Vega, København
02. april 2011: Skråen, Aalborg
Billetter kan købes via GAFFA Live
Som nævnt kan du læse et stort interview med Veto i GAFFAs februarnummer, der er på gaden i morgen.