Nyhed

Surf in Stereo spiller koncerter

Surfrockerne fra Esbjerg drager på Danmarksturné med trompetist Kasper Tranberg

Surf in Stereo vandt i 2009 konkurrencen Ung Jazz, og selvom trioens lyd måske er mere surfrocket end jazzet, var sejren velfortjent og gav efterfølgende de unge musikere flere internationale spillejobs.

Surftrioen består normalvis af Kasper Leonhardt (guitar), Michael Østergaard (trommer) og Jonathan Bremer (bas). På de kommende koncerter får de selskab af Kasper Tranberg på trompet, og han har tidligere spillet sammen med Jørgen Leth, Frithjof Toksvig, Mikael Simpson og Henrik Vibskov på Nørrebro Teater.

Sammen med Jonas Struck, Mads Hyhne og P.O. Jørgens har Tranberg også været med til at lave soundtrack til Asta Nielsen-stumfilmen "Towards the Light", og han ejer sit eget pladeselskab, Bugpowder. Trompetisten skal have udtalt, at "ligesom insektgift skal musikken skabe ravage", og det bliver spændende at se, hvad det betyder i live-sammenhænge.


GAFFAs Simon Christensen oplevede Surf in Stereo på Spot Festival 2010, og dengang var der roser til trioen:

"Surf In Stereo er snarere et autentisk, men moderne surfrock-orkester, som når de er bedst kaster sig ud i progrock-numre som "Radiohead" og "Why Not?". Det er overlegent og ungdommeligt kækt, og inden for genren en enorm udadvendt og festlig oplevelse."

Guitarist Kasper Leonhardt er ud over Surf in Stereo-medlem også en del af Speed of Sound-bandet The Olympics, og Jonathan Bremer har hen over sommeren fungeret som husmusiker på Jazzhus Montmartre.


Du kan opleve Surf in Stereo sammen med trompetist Kasper Tranberg på følgende datoer:


Lørdag d. 26/2 Dexter, Odense kl. 21:00


Torsdag d. 3/3 Huset, Esbjerg kl. 21:00

Fredag d. 4/3 Tapperiet, Køge kl. 21:00

Lørdag d. 5/3 TBA, Århus kl. 21:00

Lørdag d. 12/3 Wray, Jazz Club Loco kl. 15:00

ANNONCE