Mød Arctic Monkeys, Bon Iver, Frisk Frugt, Moby, vrede brugere på GAFFA.dk og deres ofre – og mange flere
Så er årets syvende GAFFA på gaden. 64 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.
Juli måneds hovedhistorie gælder Roskilde-aktuelle Arctic Monkeys, der er aktuelle med deres fjerde album. Vi har mødt bandet, der blandt andet fortæller, at de egentlig ikke er så begejstrede for deres ellers rekordsælgende debut fra 2006.
Bon Iver alias singer-songwriteren Justin Vernon er tilbage med opfølgeren til sin succesfulde debut fra 2008. Vi har mødt manden, der blandt andet kan oplyse, at debuten faktisk ikke kun blev indspillet i en hytte, selvom myten ellers lyder sådan.
Frisk Frugt spiller musik langt fra mainstream, men blev alligevel nomineret til den prestigefyldte Nordic Music Prize. Vi har mødt manden bag den Roskilde-aktuelle frugtplantage.
Moby er træt – ikke af pis, bare træt. Vi har alligevel fået et interview med ham i hans fashionable hjem i Hollywood Hills.
Det går hårdt for sig, når brugerne debatterer på GAFFA.dk – men er det i orden? Vi har spurgt nogle brugere – og nogle af dem, det går ud over.
Derudover kan du også møde Bernhoft, Katy B, Battles, Mescalin, Baby og mange andre, ligesom du kan læse om den filmaktuelle Birgitte Hjort Sørensens forhold til musik i vores serie "Finale". Og Den Gale Pen har mødt gonzo-journalist og nu også forfatter René Fredensborg – og vil høre, om han har andre breaking news, end at musikbranchen er fyldt med selvfede røvhuller.
Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af afrobeat-kongen Fela Kuti, i anledning af hans sønner Femi og Seun begge spiller på Roskilde Festival – for første gang på samme scene. Læs også et interview med Jeppe, tidligere sanger i Ludo X og Junior Senior og nu medforfatter til hits med blandt andre Lady Gaga, samt en artiklel om genudgivelsen af det klassiske album "Something Else" med The Kinks. Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.
Som Klub GAFFA-medlem får du denne gang også en cd med hele 17 numre fra Roskilde-aktuelle kunstnere fra ind- og udland – fra Oh Land over WhoMadeWho til PJ Harvey.
Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med juniudgaven af GAFFA!