Nyhed

GAFFA TV: Grønne tennisdrenge blev hædret på Roskilde

Roskilde Open er kåret som Årets Green Camp

Med deres bittesmå, kridhvide Slazenger-shorts og matchende polo-shirts falder tennisdrengene i campen Roskilde Open fornemt ind i festivalens spraglede inferno af tossede og festlige udklædninger og anderledes temaer. Drengene i Roskilde Open er dog andet end dødsdruk og en hyldest til Björn Borg og hans kumpaner - de har også et særligt fokus på at gøre festivalens campingarealer mere miljøvenlige, og derfor blev de fredag hyldet som modtagere af den nyindstiftede pris Årets Green Camp af Roskilde Festivals "Green Footsteps".

Roskilde Open blev kåret i deres lejr ved Agora L i Camping Øst og blev fejret med en mindre ceremoni. Her vandt de ud over æren også en masse grønne øl, vin, en tur med Roskildes svævebane og ikke mindst en rundvisning backstage på Orange Scene.

Roskilde Open har blandt andet fået prisen for deres fantasifulde idéer i form af eksempelvis grønne quizzer, skraldetombola, tennisturneringer og deres legendariske "Fest i L", hvor over 2000 publikummer deltog.


GAFFA.TV fik en snak med Roskilde Open og deres talsmand Frederik Bjerager, der viste rundt på Roskilde Opens camp og fortalte om lejrens mange tiltag. Se optagelserne nedenfor.

ANNONCE