Nyhed

Kvinde død efter fald fra Roskildes svævebane

En kvinde på cirka 25 år efter omkommet efter fald fra Roskilde Festivals nye vartegn

En ellers vellykket Roskilde Festival blev søndag eftermiddag ramt af en tragedie, da en kvinde på cirka 25 år omkom efter at være faldet cirka 30 meter ned fra Roskilde Festivals nye vartegn, svævebanen, der går fra Camping Øst over grusgraven til selve festivalpladsen. Det skriver dr.dk.

To vidner til ulykken fortæller til DR Nyheder, at kvinden havde været oppe i Sky Bar, der ligger i toppen af svævebanens tårn, der rejser sig 31 meter over jorden. Her kravlede hun over hegnet for at komme ud på det net, der skal beskytte mod nedfald fra baren. Her stod hun i nogle sekunder, hvorefter nettet kollapsede under hende, fortæller de to vidner.

Politiet har endnu ikke fået identificeret den døde kvinde, og de opfordrer derfor kvinder i den alder, at de sender en sms hjem til familie og venner for at fortælle, at man er okay. Har man oplysninger om den døde kvinde, skal man kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummer 46351448, forklarer Carsten Andersen, der er politiets talsmand, til dr.dk.


Svævebanen er 502 meter lang og dermed Danmarks længste og kan bringe festivalgæster fra campingområdet og ind til selve festivalpladsen. Den er blevet til i et samarbejde mellem Tuborg og Roskilde Festival efter at være blevet kåret som vinderprojekt i en konkurrence om at skabe festivalens nye vartegn.

Svævebanen har tidligere på ugen været udsat for kritik, efter at den gik i stå, mens en mand hang og dinglede i luften. Det lykkedes dog at bringe manden i sikkerhed.

Roskilde Festival er selvsagt meget ked af den tragiske ulykke.


– Det er tragisk, hvad der er sket. Men nu er politiet på sagen, og festivalen vil overlade det videre arbejde til politiet, siger festivalens talskvinde, Christina Bilde, til Ritzau.

Tuborgs kommunikationsansvarlige Jens Bekke er også dybt berørt af ulykken, men har endnu ikke mange kommentarer.

– Jeg kan ikke sige meget nu, hvor jeg ikke ved mere. Det bliver gætterier, og det er jeg ikke interesseret i, fortæller Jens Bekke til dr.dk.


Han oplyser, at Tuborg har allieret sig med professionelle folk, da svævebane og bar skulle bygges. Og ifølge Jens Bekke har "de arbejdet med det samme i mange år". Tuborg forstår derfor ikke, hvordan ulykken kunne ske, fortæller Jens Bekke til dr.dk.

 

ANNONCE