Nyhed

Sommersingle fra Lars H.U.G.

Musikalsk livstegn fra den 57-årige sangskriver og billedkunstner

Kliché-grundlægger Lars H.U.G., som fylder 58 til september, overraskede en del fans, da han tidligere på året tonede frem på skærmen sammen med blandt andre Dorthe Kollo og Erann DD i TV2s underholdningsprogram Toppen af Poppen.

Nu er han imidlertid tilbage som recording artist, idet han har smidt singlen Sommersyner i æteren. Sangen, som kan lede tanken hen på mandens udgivelser fra 80'erne og 90'erne, kan høres på H.U.G.s Facebook-profil, ligesom den også har været i spil på radioens P4.

Lejlighedsvise livstegn


Sidste langspiller fra Lars H.U.G. er engelsksprogede Save Me From This Rock & Roll fra 2003. Året efter udkom opsamlingspladen Greatest H.U.G. - som også inkluderede enkelte nye optagelser, herunder H.U.G.s version af Simon & Garfunkels "Bridge Over Troubled Water" - og siden er det kun blevet til lejlighedsvise musikalske livstegn fra manden, som i 2003 blev indstillet til Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse.

H.U.G. er dog stadig en jævnlig gæst på landets spillesteder, og begejstrede eksempelvis GAFFAs udsendte ved sin koncert på Train i Århus sidste sommer.

Men nu er der altså føjet lidt nyt til det hæderkronede bagkatalog med singlen Sommersyner.


ANNONCE