Metalrockbandet arbejder på at udvide med endnu en musiker
Metalgruppen Trusted Fews bassist Andreas Juliussen har skiftet sit instrument ud med en guitar, og derfor står bandet nu og søger en ny bassist.
"Vi søger udadvendt bassist, der kan sit instrument. Vi er plade- og koncertaktuelle. Vi spiller hård eksperimenterende rocket metal. Du skal være klar til at spille koncerter og være med til skrivning af nyt materiale og gerne bosat på Sjælland", lyder det i en pressemeddelelse.
I 2010 udgav bandet deres debutalbum med titlen "And Then We Forgot". De understreger, at denne annoncering ikke er et brud, men en tilføjelse af endnu et spændende element til bandets allerede blandede udtryk.
Trusted Few spiller som nævnt metalrock, og de har tidligere opnået en finaleplads i musikkonkurrencen Starfighters (som i år er blevet afløst af Live Camp) på Danmarks Smukkeste Festival, ligesom de har været Månedens Demo i GAFFA.
Om Starfighters-koncerten tilbage i 2008 skrev GAFFAs Ole Rosenstand Svidt:
"Det stod hurtigt klart, at gruppen ingen planer havde om at revolutionere rocken, men derimod ville dyrke dens klassiske dyder: Vildskab, aggression og den gode melodi. Det gjorde de så, og det på udmærket vis. Melodiske, groovy og rå rocksange med masser af powerakkorder, pedaler og en stærk leadvokalist, Johan, som både kan synge med en fyldig rockstemme a la Robert Plant og brøle igennem som den vildeste metalsanger - og som kom langt ud over scenekanten med sin energiske og karismatiske sceneperformance".
Er du bassist og mangler et band - eller er du blot interesseret i metal – så kan du finde mere info om Trusted Few via bandets MySpace.
Er du som bassist interesseret eller har spørgsmål, kan du skrive til: tfbooking@hotmail.com
Trusted Few består for tiden af følgende medlemmer:
Adam Johan Wengel Hansen - Trommer
Philip Vesterager Brage - Guitar
Andreas Juliussen - Guitar og sang (og indtil for nylig bas)
Johan Jack Pedersen - Sang