The Edge svarer i læserbrev på beskyldninger mod bandet for skatteunddragelse
Da irske U2, med idealistiske Bono i front, i sidste måned optrådte på den engelske Glastonbury Festival, blev de mødt af demonstranter fra organisationen Art Uncut, som protesterede imod hvad de betragter som bandets forsøg på at unddrage sig at betale skat i hjemlandet. Kritikken falder, fordi det storsælgende band har placeret nogle af sine økonomiske aktiviteter i Holland.
Demonstrationen udviklede sig dramatisk, da sikkerhedsfolk angiveligt fór hårdt frem over for demonstranterne, som blandt andet bar et skilt med påskriften "U Pay Tax 2?".
Injurierende beskyldninger
Siden har en amerikansk embedsmand ved navn Simon Moroney tilsluttet sig kritikken i et læserbrev til avisen Baltimore Sun tidligere i denne måned. Kernen i læserbrevet var en kritik Maryland-senatoren Benjamin Cardins støtte til Bonos kampagne mod fattigdom, ONE. Ifølge embedsmanden eksemplificerer sangeren "de værste karakteristiska ved Wall Street, såvel overforbrug som skatteunddragelse".
Og disse beskyldninger har nu fået U2s guitarist David Evans - alias The Edge - til at tage til genmæle i samme avis, hvos han kalder Moroneys udfald grænsende til det injurierende.
- For en ordens skyld: U2 og de enkelte bandmedlemmer har et fuldstændigt rent generalieblad hvad angår skattelovgivningen og har aldrig været involveret i skatteunddragelse. U2 har betalt mange, mange millioner dollars til USAs Internal Revenue Service gennem årene, skriver guitaristen blandt andet.
Brevet lyder i sin helhed:
"Det nylige læserbrev med overskriften "Senator Cardins kærlighed til Bonos fond er utilgivelig" af Simon Moroney" indeholder så mange ukorrektheder, at det er meningsløst at forsøge at korrigere dem alle. Den mest alvorlige ukorrekthed er den fuldstændigt forkerte og muligvis injurierende anklage om at U2, ved at flytte nogle af sine forretningsaktiviteter til Holland, har været involveret i skatteunddragelse.
For en ordens skyld: U2 og de enkelte bandmedlemmer har et fuldstændigt rent generalieblad hvad angår skattelovgivningen og har aldrig været involveret i skatteunddragelse. U2 har betalt mange, mange millioner dollars til USAs Internal Revenue Service gennem årene.
Hvis han havde gjort sig den ulejlighed at kontakte det irske finansministerium, ligesom Spin Magazines journalist Steve Kandrell gjorde i forbindelse med sin artikel om U2 den 25. marts, ville han have opdaget, at de intet problem har med at U2 placerer nogle af sine aktiviteter i Holland.
"Folk klagede på det tidspunkt", siger Owen Durgan fra finansministeriet. "Men der er også selskaber, der flytter hertil fra resten af EU, så det går lige op. Vi vil ikke lave en sag ud af det".
Yderligere ville det måske interessere hr. Moroney, siden han er embedsmand, at U2 har betalt mange, mange millioner til the United States Internal Revenue Service gennem årene.
Jeg håber, at hans frygt for, at Obamas skattestigninger vil ramme ham personligt, vil vise sig lige så ubegrundede som hans påstande om U2s skatte-anliggender og Bonos ONE-kampagne.
- The Edge