Nyhed

White Stripes udgiver Otis Redding-cover

Jack Whites pladeselskab udgiver single med to coverversioner fra 1997

Jack Whites Third Man Records, som blev stiftet tilbage i 2001 og har hovedsæde i Nashville, Tennesse, har just udsendt sin første hiphopsingle. Men selskabet er naturligt nok også platform for udgivelser med Whites egne forskellige musikalske projekter. Og nu udsendes en ældre optagelse med White Stripes - bandet, der startede det hele for den entrepenante Michigan-fyr.

Det sker som led i en serie "Vault packages", man kan abonnere på via selskabets hjemmeside. Der er tale om en 7" single med versioner af henholdsvis den afdøde soullegende Otis Reddings klassiske "I've Been Loving You Too Long" - tidligere fremragende fortolket af blandt andre Ike & Tina Turner, iøvrigt - og den psykedeliske rockgruppe Loves "Signed D.C.". Lyt til optagelserne her.

Fra bandets begyndelse


De to sange er indspillet tilbage i 1997, som var året for duoens dannelse. To år senere udkom den eponyme debutplade, som siden blev efterfulgt af store successer som White Blood Cells (2001) og Elephant (2003). Der har i flere år været stille omkring bandet, mens Jack White har været aktiv i andre sammenhænge, men det var faktisk først i februar i år, at det tidligere ægtepar udsendte en officiel erklæring om The White Stripes' opløsning. I den anledning varlsede Jack White, at Third Man fortløbende vil udgive arkivoptagelser med bandet, hvoraf den første altså nu ser dagens lys.

Otis Redding, født i Dawson, Georgia, døde i et flystyrt i Wisconsin i december 1967, kun 26 år gammel. Inden da havde han nået at indspille en række intense soulskæringer, hvoraf titler som "Pain in my Heart", "(Sittin' on) the Dock of the Bay" og "Try a Little Tenderness" i dag har klassikerstatus. Få måneder inden sin død gav Redding sin første og fremragende koncert for et overvejende hvidt publikum på Monterey Pop Festival i Californien. Året efter hans død udkom livepladen In Person at the Whisky a Go Go, indspillet i 1966.

ANNONCE