Nyhed

Roskilde Daily er tilbage

Nordens største musikmagasin er som altid repræsenteret på Roskilde Festival, og i 2011 dækker GAFFA atter festivalen intensivt

I perioden 2001-2003 stod GAFFA for den officielle festivalavis på Roskilde, Roskilde Daily, og sidste år vækkede vi så Roskilde Daily til live igen – denne gang i en onlineversion. Nu vender Roskilde Daily tilbage.

På websiden RoskildeDaily.dk vil man hver dag fra lørdag 25. juni kunne finde historier om campinglivet, vejret, musikken, aktiviteterne, aflysninger, ændringer i programmet og meget mere fortalt både på skrift og som indslag på GAFFA.TV.

GAFFAs Roskilde-redaktion vil i festivalens første dage følge nogle af de mest farvestrålende festivalgæster, komme rundt på festivalområdet og naturligvis også tale med nogle af de bands, der giver koncerter på Pavilion Junior-scenen fra og med søndag den 26. juni.

Torsdag 30. juni udvides redaktionen i forbindelse med åbningen af festivalområdet med en lang række anmeldere, der vil dække de vigtigste koncerter på de store scener. I denne periode vil strømmen af nyhedshistorier fortsætte, samtidig med at GAFFA.TV-holdene vil tale med en lang række af de store danske og internationale navne, der gæster årets festival.

Men allerede nu er der liv i Roskilde Daily. Vi har nemlig samlet nyheder, artikler, GAFFA.tv-indslag og anmeldelser med alle de bands, der skal spille på årets festival samt vores historier om programmet og nye tilføjelser til plakaten. Derudover samler vi også alle Roskilde-relaterede Tweets samt Roskilde-billeder fra Flickr på siden.

Så følg med på RoskildeDaily.dk for den bedste dækning af Roskilde Festival 2011.


ANNONCE