Alle partoutbilletter er væk, men der er stadig enkelte endagsbilletter og Get A Tent-billetter til årets festival
Roskilde Festival har netop oplyst, at samtlige partout-/ugebilletter til årets festival er solgt. Er du hurtig, kan du dog stadig nå at købe en Get A Tent-billet eller en endagsbillet, fortæller festivalen.
Festival har nemlig fortsat få Get A Tent-billetter tilbage, hvor du med i købet får et opslået telt. Du kan også stadig købe endagsbilletter til torsdag 30. juni, fredag 1. juli og søndag 3. juli. Alle billetter kan købes via Billetlugen.dk, som er Roskilde Festivals eneste officielle salgssted.
Roskilde Festival åbner portene søndag den 26. juni med warm up, og den egentlige festival løber i dagene 30. juni-3. juli.
I warm up-perioden kan man blandt andet opleve navne som 4 Guys From The Future, Battlekat, Brother Grimm, Emma Acs, The Malpractice, Kirsten & Marie og mange flere, og på den egentlige festival spiller blandt mange andre Veto, PJ Harvey, Portishead, Iron Maiden, Arctic Monkeys, Kings of Leon, The Strokes, Femi & Seun Kuti og mange, mange flere – i alt cirka 170 bands og solister.