Nyhed

Festival of Endless Gratitude varmer op med koncerter

Amerikanske Barn Owl og Jefre Cantu-Ledesma er på programmet sammen med danske P Jørgensen, når festivalen inviterer til koncert

Musik- og kunstfestivalen Festival of Endless Gratitude, som i år afholdes for tredje gang i København fra den 15.-18. september, arrangerer i løbet af året en række enkeltaftens koncertarrangementer som en slags løbende opvarmning til festivalen. I den forbindelse inviterer festivalen til en tredobbelt koncert, med Barn Owl, Jefre Cantu-Ledesma og P Jørgensen, der finder sted senere på måneden på spillestedet Mayhem i København. 

Barn Owl (billedet) er en duo fra San Francisco, der består af Even Caminiti på guitar og vokal og Jon Porras på guitar, vokal, trommer og harmonium. De to spiller støvet dronerock, der indeholder lange, mørke og til tider lettere psykedeliske støjpassager. Er man til Earth, Flying Saucer Attack og GY!BE, er der en god chance for, at man også vil kunne lide Barn Owl.

Jefre Cantu-Ledesma er også fra San Francisco, og et stiftende medlem af bandsene The Alps og Tarantel. Alene spiller Jefre Cantu-Ledesma dronebåren shoegaze. Hvor mange udøvere af genren har koncentreret deres udtryk omkring den lange og melankolske ballade, præsenterer Jefre Cantu-Ledesma en kakofonisk drømmepop.


P Jørgensen er en københavnskboende komponist og lydkunstner, som med sine klangfulde, ambiente droner udforsker forholdet mellem komposition og tilfældighed. Han kombinerer akustisk instrumentation og field recordings, og transformerer det til elektronisk musik, hvor rytmik og melodi er ikke er i centrum. 

De tre navne kan opleves på Mayhem på Østerbro i København torsdag den 12. maj klokken 20.00, og det koster 60 kroner i døren.

ANNONCE