Nyhed

Fire timers gratis minifestival under Distortion

Oplev 13 kendte og mindre kendte navne i uvante konstellationer i FriZonen på Carlsberg, blandt andre Band Ane og Rumpistol

Lørdag den 4. juni inviterer pladeselskaberne Rump Recordings, Jenka Music og foreningen Global Units til en fire timers gratis mikro-festival på FriZonen i Carlsbergs gamle bryggerier på grænsen mellem Valby og Vesterbro. Alt sammen som en del af Distortion-festivalen, der finder sted på en lang række københavnske lokaliteter i dagene 1.-5. juni.

I løbet af de fire timer vil man kunne høre ikke mindre end 13 mere eller mindre kendte navne i usædvanlige rammer og konstellationer. Hver kunstner får 15 minutter til at gøre sig bemærket, og der vil, med arrangørernes ord, "være alt fra IDM til improvisationer, skweee, spoken word, psych folk, kemiforsøg, installationer, gameboy-musik, dub, circuit bending, freejazz, performancekunst og meget mere."

Blandt de optrædende kunstnerne kan nævnes elektronikakunstneren Band Ane (billedet) i konstellationen Band Svane Hippietronics, et andet elektro-navn, Rumpistol i selskab med cellisten Morten Svenstrup (Under Byen med flere) og et tredje elektro-koryfæ, Anders Remmer (System, Future 3, Dub Tractor, eks-How Do I med flere) i samarbejde med sangerinden Solveig Sandnes (Er De Sjældne, eks-Lovebites med flere)


Med andre ord er der noget for enhver smag, og arrangørerne lover følgende: "Forvent en rejse fra det ene til det andet på ganske kort tid – hyggeligt, skørt, festligt, chillet, syret og med billige øl lige i nærheden."

Stedet, hvor festivalen bliver afviklet, er det såkaldte FriZonen på Carlsbergs område i København. FriZonen er et 3000 kvadratmeter stort byrum på Ny Tap Plads, der i perioden fra 1. april til 1. oktober testes som et offentligt frirum for unge københavnske igangsættere.

Arrangørerne fortæller, at der vil blive tændt op for et par offentlige griller, så de opfordrer folk til at tage deres egne råvarer med til at grille, og alle er velkomne – også børn i alle aldre.


Lineup:

Den fuldstændige liste over de optrædende er som følger, med arrangørernes egne ord:

Pavan (stifteren af det svenske label Flogsta Danshall, som specialiserer sig i skweee især på 7 tommers vinyl. Skwee = simple synth-figurer og en doven maskinel rytmik med inspiration hentet fra funk og r&b)


Mesak (stifteren af det finske label Harmönia, som også specialiserer sig i skweee især på 7 tommers vinyl)

Global Units feat. August Engkilde, Pernille Petersen & Ture Larsen. (rework part 1 af Henning Christiansens værk "Perceptive Contructions")

Solveig Sandnes & Anders Remmer (ny konstellation med Dub Tractor og stemmen fra Lovebites, Er De Sjældne med mere)

Rumpistol feat. Morten Svenstrup (en af Danmarks mest respekterede elektroniske kunstnere i samspil med Under Byens cellist)

Band Svanes Hippietronics (en trancet og hippietronisk udgave af laptop-performeren Band Ane)

Mads og Nillers Snakkeband (nyt spoken word art-projekt af folkene bag Je m'appelle Mads og Bounty Niller)

Teppop Music & Chemistry (circuit bending, kemi, kinesisk gabba med mere)

T.I.G (feat. Zlatko Buric) (teater, poesi, humor og skrammel)

La Belle Indifference (gameboy-musik, når det er bedst)

Rasmus Møbius (dub-eletronica fra den ene halvdel af Melk)

the mOOnbird (indianer-croon, frugt-melodier og totem-loops)

Own Road (freakfolk omgæret af orientalsk mysticisme og uhygge)

Læs mere om arrangementet her og på Facebook.

 

 

ANNONCE