Sangeren vil samle et homokollektiv til at indspille et nyt album i pauserne på den kommende turné
Al snak om at George Michael har indstillet karrieren som popsanger kan nu lægges væk efter annonceringen af en kommende turné, der nu følges op med planer om at indspille og udsende et nyt album. Ifølge et interview med NME skal albummet laves af et kollektiv af homoseksuelle i pauserne på den kommende turné.
I interviewet udtaler sangeren, at projektet skal ses som et forsøg på at råde bod på noget af den skade, han føler, han har forårsaget det homoseksuelle miljø med sine eskapader. Derfor vil han på projektet samarbejde med en lang række andre homoseksuelle eller "gay-friendly" kunstnere.
"Det handler egentlig om at tænke over, hvad jeg kan bidrage med som en homoseksuel mand, fordi jeg har et seriøst problem med det faktum, at hver gang jeg har skuffet mig selv, så har jeg følt, at jeg også har skuffet unge homoseksuelle. Jeg vil råde bod på noget af den skade, jeg har gjort ved at gøre mig selv til nyhedsstof og sætte mig i en forsvarsposition, der ikke levnede plads til at forsvare homoseksuelle unge".
Det vides endnu ikke, hvem George Michael vil alliere sig med til det kommende pladeprojekt. Til NME siger han, at det muligvis bliver en blanding af kendte og ukendte navne, men at der i hvert fald vil være tale om en masse kollaborationer.
George Michael sætter gang i "Symphonica – The Orchestral Tour" i slutningen af august, og turnéen inkluderer hele tre koncerter i Herning i dagene 29. og 31. august samt 2. september. Det vides dog ikke, hvornår sangeren vil udsende det kommende album, der vil være første fuldlængdeudgivelse fra ham siden 2004.