Det danske band er blevet tilføjet programmet for Rock Am Ring/Rock Im Park denne sommer
Kellermensch er ved at lægge sidst hånd på programmet for sommerens festivaler og med tilføjelsen af koncerter på de store tyske festivaler Rock Am Ring og Rock Im Park begynder det at se rigtig fornuftigt ud ikke mindst, fordi bandet skal spille på den næststørste scene, AlternaStage.
Rock Am Ring med en kapacitet på 80.000 og Rock Im Park med kapacitet på 70.000 foregår henholdsvis på Formel 1-banen Nürburgring og på Frankenstadion i Nuremberg og er tilsammen en af verdens største festivaler, når de afvikles henover første weekend i juni.
Begge har samme line-up, hvilket betyder at man i år på begge festivaler udover Kellermensch vil kunne opleve navne som Kings of Leon, Coldplay, System Of A Down, Korn, Interpol, Mastodon og såmænd også landsmændene i Volbeat.
Dette er ikke bandets første tur til en udenlandske festival, da de tidligere har spillet til Sonisphere Festival, Stockholm Kulturfestival, Reeperbahn Festival og Popkomm udover danske festivaler som Spot og Roskilde Festival. Der kommer desuden flere jobs til, når bandet i næste uge præsenterer hele deres kommende turnéplan.
Men indtil videre ligger det dog fast, at Kellermench kan opleves på følgende datoer:
3. Juni - Rock Im Park, Tyskland
4. Juni - Rock Am Ring, Tyskland